Bestyrelsen‎ > ‎Nyhedsbreve‎ > ‎

Nyhedsbrev nr. 19

Referat af Energiarrangementet den 31. oktober 
For første gang i Gentofte lykkedes det at samle leverandører fra Gasselskabet HMN, Olie- selskabet OK og Gentofte Fjernvarme til at præsentere deres energiløsninger ved et fælles møde. Mødet vakte stor interesse med mere end 100 deltagere - sikkert fordi udgiften til opvarmning er en stor post på villaejernes budget.  

Efter en kort velkomst og indledning ved GSG præsenterede adm. direktør for HMN Gas- salg A/S, Ole Albæk Pedersen, gas som opvarmningsform og indledte med at gennemgå priser og prissammenligninger for gaskunder med andre opvarmningsformer. Han begyndte sin præsentation med at kritisere Gentofte Fjernvarme for at anvende forældede prognoser fra 2011 til at sammenligne med de andre opvarmningsformer: gas og olie. De seneste priser og prognoser fra 2012 og senere er væsentligt anderledes, og fordelen ved fjernvarme er blevet væsentligt mindre og i mange tilfælde forsvundet, var Ole Albæks påstand. Desuden mente han, at de anvendte virkningsgrader ved sammenligning med naturgasfyr var for små. Alt i alt er Gentofte Fjernvarmes sammenligninger derfor alt for positive overfor fjernvarme ifølge Ole Albæk. Ole Albæk mente i øvrigt, at verdens gaslagre har en forsyningssikkerhed til mere end 100 år, og at priserne derved ikke vil stige i samme grad som f.eks. fjernvarme. I gamle dage – før år 2000 – var der en sammenhæng mellem olie- og gasprisen. Denne sammenhæng er ophævet. Gasforbrugerne har endvidere den fordel, at de ikke betaler for de store investeringer, som Gentofte Fjernvarme i øjeblikket er i gang med. Gasnettet er næsten fuldt afskrevet.  

Martin Hernvig fra OK præsenterede herefter to forskellige produkter: oliefyr og varmepumper. Han mente, at det i mange tilfælde kan betale sig at udskifte et gammelt defekt oliefyr med et nyt, mens man f.eks. afventer fjernvarmen. Martin Hernvig mente, at det i mange tilfælde kan betale sig med en varmepumpe for mange forbrugere. Når man anvender varmepumper, får man reduceret el-prisen med 51 øre/kWh for en del af sit elforbrug.  

Leder af Gentofte Fjernvarme, Johan Sølvhøj Heinesen, fortalte til sidst om fordelene ved fjernvarme. Han mente, at CO2 udledningen fra fjernvarme er væsentligt mindre end ved andre opvarmningsformer. Gentofte Fjernvarme er i gang med udrulningen af fjernvarmen, men afventer udrulningen i de enkelte områder til der er mindst 40 % tilslutning. Gentofte Fjernvarme har indgået en aftale med VVS-installatører, som kan installere fjernvarmeunitten hos villaejeren. Desværre er det ikke muligt for Gentofte Fjernvarme at give tilbud på installationen inden bindende underskrift. Via dialog med Gentofte Fjernvarme har GSG sikret sig, at det er muligt at opsige aftalen, såfremt lejeprisen for fjernvarmeunitten bliver dyrere end de 250-350 kr., som Gentofte Fjernvarme angiver.  

Alle tre leverandører gav et overslag over besparelsesmulighederne for 2 forskellige villaejere: en villaejer med et 12 år gammelt gasfyr og en villaejer med et oliefyr. For begge villaejere er der betydelige besparelser ved at gå over til nyt naturgasfyr, varmepumpe eller fjernvarme. De mere detaljerede beregningen kan ses på præsentationen fra mødet som findes på GSG's hjemmeside: www.GSGnyt.dk/fjernvarme.  
Efter præsentationerne var der en paneldiskussion, hvor der var en livlig spørgelyst, ligesom der efter paneldebatten var mulighed for at tale med de tre leverandører på deres stande, som de havde opstillet i forbindelse med arrangementet.  
Man må sige, at Gentofte Sogns Grundejerforening med dette arrangement fik belyst og iscenesat en god dialog omkring valg af fremtidig opvarmningsform for villaejerne i Gentofte.  

Mogens G. Nielsen  

Genopretning af Gentofte Sø  
Landskabsarkitekt Sussi Ravn Quaade fra Park og Vej har givet følgende status over planerne og tidshorisonten for arbejdet med genopretning af søen, herunder specielt rydningen af kanalen mod vest og opgrabningen af sivene rundt om holmene:   
”I slutningen af november går HedeDanmark i gang med at opgrabbe den sydligste del af kanalen mod vest. Det er den del de kan nå fra land med en almindelig gravemaskine. I december er deres flydende gravemaskine ledig, og de vil der gå i gang med at opgrabbe resten af kanalen mod vest, samt sivene rundt om holmene. Det opgrabbede materiale lægges til afdræning, hvorefter det køres bort. Dette arbejde vil sandsynligvis strække sig ind i januar 2014. Herefter vil det være muligt igen at sejle gennem kanalerne. Efterfølgende vil vi inden foråret se på rydning af holmene. Da vi har fundet en maskine der kan klare arbejdet med rydning af holmene, vil det sandsynligvis ikke blive aktuelt med afbrænding af holmene.  
Opretning af kantafgrænsning mod syd er planlagt til september-oktober 2014.  
Som man kan se af ovenstående har rydning af kanal og siv første prioritet.”  

Gentofte, den 16. november 2013 Jørgen Tjørning  
Comments