Bestyrelsen‎ > ‎Referater‎ > ‎

Dialogmøde 20190320

Referat 
Mødedato: 20. marts 2019 kl.14:00 – 15:30. 
Mødested: Kommuneservice kl.13:50, vi går samlet til mødelokalet. 
Mødelokale: Møderum 316, 3. sal i Rådhushallen. 

Deltagere: 
Fra Grundejerforeningen 
Birgit Lemvigh, Jens Tarp, Henning F. Nielsen, Flemming Torp 

Fra Gentofte Kommune, Park og Vej: 
Park- og vejchef Henning Uldal, koordinator Peter Normark Kirsch, driftschef Robert E. Meisner og landskabsarkitekt Christina Dreyer-Nielsen. 
Referent: Conny Frank 

Emner til drøftelse: 
Til mødet var projektleder Mathias Elle fra Novafos samt afdelingsleder Liselotte K. Ludvigsen fra Natur og Miljø, Gentofte Kommune, indbudt for kort at informere omkring Svanemøllens Skybrudstunnel. 
Arbejdet med Svanemøllens Skybrudstunnel foregår i et samarbejde med Hofor A/S. Skybrudstunnelen skal håndtere de store vandmængder ved skybrud og vedvarende regn, der i dag giver oversvømmelser i byrummet og i kældre. '
Første høring af idéfasen har været afholdt og Miljøstyrelsen vurderer på de miljømæssige forhold. 
Det er et stort infrastruktur arbejde der går i gang, hvor grundejerforeningen ikke er direkte berørt. 
Byggepladsen vil i perioden 2022 - 2027 i mindre omfang brede sig ind på grundejerforeningsområdet. 
Separeringsarbejdet går i gang efter 2027 og frem til 2055. 
Der vil løbende komme information ud om projektet. 
Mathias Elle sluttede af med, at både Novafos samt Hofor gerne deltager i møder såfremt der opleves bekymrede grundejere. 

Fra Park og Vej  
Planer for vejområde i 2019Park og Vej informerede om
 - at der har været en del pres på trafikken ifb. med Gentofterenden.
 - Dyssegårdsvej lukkes delvis ned for en kort periode ifb. med arbejdet ved broen vedr. Gentofterenden.
 - Der reetableres løbende efter fjernvarmearbejder.
Info om det grønnePark og Vej informerede om:
 - Der er bestilt nye bænke ved Gentofte Sø og borde-bænke sæt bliver udskiftet til nye.
 - Endvidere er der opsat nye affaldsspande.
 - Park og Vej fik tilladelse til at udskifte en bænk i nord, hvorpå der sad en plade med angivelse af at bænken var doneret af grundejerforeningen.
 - Der ses på tilgængelighedstiltag omkring søen, for at gøre de grønne områder mere tilgængelige for gangbesværede. Herunder bænke på grusbelægning.
 - I løbet af foråret udsættes nye kalve ved søen.

Grundejerforeningen havde observeret at bænke blev afrenset af Park og Vej på en lørdag og undret sig over, at det ikke blev udført på en hverdag?
 - Park og Vej har undersøgt sagen og kan oplyse, at Dan Turéll bænken blev afrenset ifb. med et kulturelt arrangement, Dan Turéll’s fødselsdag den 19.3., hvor bl.a. borgmesteren var indbudt til at deltage. Pga. dårligt vejr i ugen op til arrangementet valgte Park og Vej at udføre opgaven i en weekend.

Grundejerforeningen spurgte om lokale organisationer kan sponsorere fx bænke, påskeliljer, egetræer mv.
 - Park og Vej oplyser ,at det kun er muligt hvis en eventuel bænk faktureres direkte til Grundejerforeningen. Det kan aftales med landskabsarkitekt Christina Dreyer-Nielsen, hvis der er ønske om at donere en bænk. Typen skal være den samme som allerede bruges i området.

Grundejerforeningen udtrykte bekymring for om hunde vil skambide de 2-3 kalve ved Ermelundspark-området, når de bliver sat ud på arealet.

Grundejerforeningen spurgte til erstatning for de beskadigede træer ved Lyngbyvej, hvor nogle søjle avnbøg ikke overlevede et anlægsarbejde.
 - Park og Vej undersøger nærmere.

Grundejerforeningen nævnte Morgenvej, hvor der er mange rotter. Christian fra Affald og Genbrug har været ude, men problemet er endnu ikke løst. Der er desuden en træstub og ønske om oprydning i det grønne.
 - Park og Vej kontakter/har kontaktet Christian fra Affald og Genbrug vedr. rotte problematikken. Christian oplyser, at der ikke er fundet brud på kloaknet, der er lagt gift ud og man skal kontakte ham igen, hvis problemet vender tilbage.
Det planlægges at fjerne den døde træstamme. Ved at beskære det grønne i området, vil det skyde igen og give en mere tæt vækst, som lukker bedre af mod ukrudt og udsyn til Lyngbyvej. Arbejdet planlægges udført i løbet af forsommeren.

Grundejerforeningen spurgte til Gentofte Kommunes politik omkring støjdæmpende asfalt?
 - Park og Vej oplyste, at i forbindelse med den løbende udskiftning af belægninger på kommunens veje anvender vi den mest støjreducerende belægning, som passer til den pågældende vejtype.
På veje med lav hastighed (op til cirka 60 km/t) er det primært motorstøj, vi hører, mens det på veje med høj hastighed (fra cirka 60 km/t) er en blanding af motorstøj og dækstøj. Da støjen er forskelligt sammensat på de forskellige vejtyper, anvender man således forskellige former for støjreducerende belægning afhængigt af vejtypen.
Fra Gentofte Sogn GF 
Trafik og parkering Anemonevej. Har Park og Vej nogle forslag eller nogle tiltag?Vejene omkring hospitalet er ganske belastet.
 - Park og Vej oplyste, at
 -- Der er tidsbegrænset parkering på de nærmeste veje.
 -- Det er et spørgsmål om adfærd, hvordan man får folk til at opføre sig ordentligt.
 -- Der er et stigende antal borger, som giver et stigende efterspørgsel på parkeringsarealer på vejene.
 -- Antallet af biler pr. husstand er steget. Det kan ikke kræves, at der er p-pladser på egen grund, derfor parkeres der på offentlig vej. GreenMobility kan fx være en løsning. Kommunen er så småt ved at tage tiltag til at opsætte ladestandere til el-biler generelt.

Grundejerforeningen opfordrede Gentofte Kommune til fx at køre en kampagne, uddele flyers, informere i Villabyerne samt via andre nyhedskanaler gøre de besøgende til hospitalet opmærksomme på, ikke at benytte de omkring liggende veje ved hospitalet til parkering, idet vejene er ganske belastet parkeringsmæssigt, af de besøgende til hospitalet.
 - Park og Vej oplyste, at Gentofte Kommune ikke kan lave særregler og begrænse adgang til parkering langs offentlig vej. Her gælder alm. Færdselsregler, hvor alle må parkere efter reglerne. Der må fx ikke parkeres ud for en indkørsel mv.
Vidarskolen dumper haveaffald i mosen. Park og Vej oplyste at være i dialog med Vidarskolen, og vil følge op på problematikken overfor Vidarskolen. 
Skal der etableres flygtninge boliger på Ørnegårdsvej? - Park og Vej oplyste, der ligger et projekt omkring etablering af flygtningeboliger.
 - Den ene halvdel af Ørnegårdsvej er afsat til flygtninge boliger.
 - Boligerne indrettes i de eksisterende bygninger. 
Rødspætterne på Smakkegårdsvej er fjernet hvad så? - Park og Vej oplyste, at hastigheden skal ned på 50 km/t derfor blev rødspætterne etableret, men det hjalp ikke på nedsættelse af hastigheden. Betingelsen fra Politiets side for at nedsætte hastigheden, var etablering af hastighedsdæmpende foranstaltninger.
 - Et Klimaprojekt er i støbeskeen, hvor der skal etableres forsinkelsesbede af Novafos. Park og Vej tænker at indgå et samarbejde herom med Novafos. Der er fokus på det.
 - Park og Vej oplyste, at fartkontrol udføres af politiet. Park og Vej drøfter løbende behov for fartkontrol på kommunens dialogmøder med politiet.
Nabohjælps skilte på offentlig vej. 3 skilte på Skovvej Ud for Søtoften, har borgere ønske om opsætning af Nabohjælp skilte.

Tre steder har nogle sat skilt op på eksisterende skilte.
 - Park og Vej kan oplyse, at man ikke må opsætte på eksisterende skilte. De må ikke tage fokus fra trafiktavlerne. Der er regler om at man ikke må opsætte noget, heller ikke valgplakater.
 - Park og Vej tilføjede, at et opgaveudvalg ”Tryghed for borgerne” pt. arbejder med forslag til bekæmpelse og forebyggelse af indbrud.
Hvad sker der med den nedlagte tankstation på Baunegårdsvej? P-pladsen overfor tankstationen ved Erichsensvej planlægges fornyet i år. Her bliver etableret et anlæg til håndtering af regnvand under terræn.
Gør kommunen plænen ned til søen ren til Skt Hans. - Park og Vej bekræfter, at plænen børstes ren op til Sankt Hans.

Grundejerforeningen oplyste, at der ikke vil være telte med salg af drikkevarer til Sct. Hans. Det bliver som tidligere med kommunens bål og borgmesterens tale. Kommunen skal selv sørge for højtalere og el til talen. Der bliver stadig fyrværkeri.
Efter referatets udsendelse har Park og Vej den 20.5.19 modtaget mail fra Gentofte Sogns Grundejerforening vedr. opfølgning på følgende:  
Gentofte Sogn GF udleverede på mødet dokumentation for ulovlig parkering af bl.a. sætte og containervogne over 3500 kg. - Park og Vej henviser til Gentofte Kommunes parkeringsregler for tunge køretøjer:
”Køretøjer med tilladt totalvægt over 3.500 kg (lastbiler, busser og lignende) samt påhængskøretøjer, trailere, campingvogne, motorredskaber og traktorer må ikke parkeres på gade, vej og plads i tidsrummet fra kl. 19-07, medmindre parkering er tilladt ved særlig afmærkning på bestemte vejstrækninger eller pladser.
Uden for de særligt afmærkede vejstrækninger og pladser må påhængskøretøjer og campingvogne med tilladt totalvægt på højst 2.000 kg dog parkeres i indtil 24 timer.
For parkering med lastbiler i tidsrummet fra kl. 19-07 henvises til kommunens pladser for langtidsparkering. Disse er beliggende på Mesterlodden, Ved Stadion og Sønderengen.”

 - Park og Vej håndhæver p-reglerne ved konkrete henvendelser.
Gentofte Sogn GF forespurgte om p-forhold ved B1903’s fodboldbaner ved de kommende stævner, da Vejdirektoratet har lukket p-plads på Lyngbyvej.Park og Vej oplyser, at ansvaret for henvisning til p-pladser ved kommende stævner ligger hos B1903.
Parkeres der ulovligt ifb. med disse stævner skal politiet kontaktes.
P-forhold ved Hvilevej (B1903)Park og Vej oplyser, at hvis man føler sig generet kan man kontakte politiet.
Vil Gentofte Kommune sætte støjvolde/afskærmning op langs Helsingørmotorvejen?Park og Vej oplyser, at dette henhører under Vejdirektoratet, som derfor kan kontaktes.
GF ønsker uddybet hvilken bevoksning på Morgenvej der skal beskæres? (Referatet side 2 ”Info om det Grønne”)Park og Vej oplyser, at bunddækkende buske og krat beskæres 1 gang årligt i henhold til plejeplanen for området. Endvidere, at der løbende beskæres buske og krat, hvis der er grene der generer færdslen.
GF ønsker en specifik deadline vedr. udbedring af beskadigede træer ved Lyngbyvej – se ”Info om det grønne” nederst side 2Park og Vej har undersøgt og kan melde tilbage, at de pågældende søjleavnbøg er svækkede, men ikke døde og sætter stadig blade. Park og Vej iværksætter vanding af træerne ved hjælp af vandingsposer og holder træerne under observation.
Er det ikke disse træer det drejer sig om, bedes grundejerforeningen kontakte Park og Vej på parkvej@gentofte.dk med henblik på at sende billeder eller kort af det pågældende område.

Comments