Profil‎ > ‎Historie‎ > ‎

Om grundejerforeningen for Gentofte og Vangede, Gentofte Sogns Grundejerforening.

Indlæg i Vangede Avis efteråret 2011

Grundejerforeningen blev stiftet i 1909, da Gentofte kommune kun var opdelt i 3 Sogne, Gentofte, Hellerup og Ordrup, svarende til de oprindelige kirker i kommunen.
Gentofte Sogns Grundejerforening omfatter derfor det daværende Gentofte Sogns område, der bl.a. omfatter det nuværende Vangede Sogn.

Bestyrelsen har forsøgt at få ændret navnet til Gentofte Vangede Grundejerforening, men et massivt flertal af medlemmerne har ønsket at bibeholde det historiske navn, der fastholder vores rødder tilbage i det gamle Gentofte.

Grundejerforeningens opgaver har altid været en blanding af arbejdet med at præge udviklingen af lokalområdet, både på det bygningsmæssige, det trafikale og det naturmæssige område og arrangementer for medlemmer.
Når det gælder lokalområdet tager vi løbende stilling til lokalplanforslag og bringer vore medlemmers meninger frem i kommunen, vi tager stilling til nabospørgsmål, såsom støjproblemer, generende byggeri mm., vi arbejder med problemerne omkring forskønnelse af bycentrene, udbygningen af Lyngbyvejen, parkeringsproblemer og endelig har vi en løbende dialog med kommunen om vore grønne områder.
Vort største medlemsarrangement er den årlige Sankt Hans Fest ved Gentofte Sø, men derudover har vi andre arrangementer, såsom teatertur, arrangementer hos Dong om vedvarende energi, besøg på Vestforbrændingen og meget andet.
Desuden har foreningen siden 1929 haft retten til at udleje både på Gentofte Sø, hvilket vore medlemmer kan gøre for kun 30 kr. i timen hos Kaj Torp, Søvolden 2.

Lyngbyvejen har igennem alle årene delt vort område i to og grundejerforeningen har gennem årene arbejdet kraftigt for at sikre forbindelsen og sammenholdet mellem de to områder. I 1959 var vejen blevet udbygget med midterrabat og der blev truffet en ministeriel beslutning om at denne midterrabat ikke måtte krydses. Foreningen arbejdede derfor for at få etableret mulighed for tværgående trafik. Det førte til planerne om tunneller under Lyngbyvejen. Disse blev realiseret som første led i vejens udbygning til motorgade og lidt senere kom overførslen af Fuglegårdsvej til, så vi fik den efter omstændighederne bedst mulige forbindelse mellem vore to bycentre.

Siden har foreningen kæmpet kraftigt dels for at få støjvolde langs motorvejen, hvilket nu er ved at blive etableret, og for at få kommunen til at forskønne bydelscentrene, hvilket nu er gået i gang i Vangede. Derudover er vort fokus på de grønne områder, specielt Gentofte Sø og Nymosen, hvor vi hele tiden forsøger at påvirke kommunen til at foretage den nødvendige vedligeholdelse og opretning af området. For et par år siden, da tilstanden var meget dårlig, måtte vi endda selv bekoste et par bænke sat op.

Alt dette kan ikke lade sig gøre uden lokal opbakning fra vores medlemmer og uden en god lokal repræsentation af medlemmer, som kan gøre os opmærksom på problemerne, så vi kan tage dem op med kommunen.

Vi har nu ca. 1300 medlemmer. Der falder løbende nogle fra på grund af alder eller flytning, så vi har brug for nye. Det koster kun 185 kr. pr. år og så får man både vores medlemsblad og bliver automatisk medlem af Parcelhusejernes Landsforening, og får deres udmærkede blad. Desuden får man mulighed for at deltage i vores medlemsarrangementer, sidst en orkidetur i Nymosen.
Comments