Referater‎ > ‎

Best møde 2008.04.08

Referat af 2. bestyrelsesmøde i Gentofte Sogns Grundejerforening,tirsdag den 8. april 2008 kl. 17.00 hos Birgit M. Lemvigh.

Tilstede var: Birgit M. Lemvigh, Thor N. Callesen, Flemming Torp, Eggert Frandsen, Admiral Kaj Torp, Mogens G. Nielsen og Svend Chr. Andersen.Afbud: Jørgen Tjørning.

1. Konstituering af bestyrelsen efter generalforsamling,
afholdt den 2. april 2008:

Birgit M. Lemvigh, Eggert Frandsen og Kaj Torp var på valg og blev genvalgt. Bestyrelsen har således uændret sammensætning. Poul Callesen og Jens Vinther Nielsen blev genvalgt som revisorer og Inge-Lise Rytter som suppleant.

2. Godkendelse af referat fra sidste møde:
Referatet blev godkendt.

3. Meddelelser fra formanden (A), kassereren (B) og bestyrelsen (C)

A: Birgit M. Lemvigh oplyste, at hun har modtaget lokalplanen vedrørende Tuborg Nord og Tuborg Syd samt Gruts Allé 9-13, som alle er i høring.
Hun roste kommunen for god orientering i forbindelse med nedlæggelse af nye vandledninger på C. L. Ibsensvej.
Lokalplanen for indretning af Gentoftegade 71 som aktivitetshus var vedtaget.
Birgit M. Lemvigh havde modtaget medlemsblade fra øvrige grundejerforeninger i området samt aktivitetsplan for Lokalhistorisk Forening.
Birgit M. Lemvigh havde deltaget i et møde med kommunen og modtaget orientering om aktionen "Ren By", som finder sted i uge 15 og 16.
Foreningen havde modtaget indkaldelse til Garderhøjfortets Venners generalforsamling.

B: Thor N. Callesen oplyste i kassererens fravær, at ca. 1.200 medlemmer har betalt, og at der er ca. 140 restanter. Dette er tilfredsstillende på nuværende tidspunkt.
Thor N. Callesen foreslog, at bådeudlejning og fisketegn udgik af regnskabet, idet der ikke var indtægter, som kunne dække udgifterne. Admiral Kaj Torp sørger vederlagsfrit for, at der fortsat kan ske udlejning uanset dette.

C: Thor N. Callesen omtalte foreningens hvervebrochure, som skal revideres.
Det blev aftalt, at Eggert Frandsen undersøger, om advokat Svend E. Holstgaard fortsat skal stå på listen over æresmedlemmer og iøvrigt skal der ske gennemgang af listen over bestyrelsens sammensætning.
Hovedargumentet for at melde sig ind i grundejerforeningen er tilrettet, men det bør overvejes at tilføje, at foreningen forestår udlejning af både og salg af fisketegn. Jørgen Tjørning er ansvarlig.
Admiral Kaj Torp har talt med kommunen og forespurgt om levering af ca. 20 redningsveste á ca. 250 kr. pr. stk. De gamle er ødelagt af rotter. Kommunen undersøger nærmere.
Jørgen Tjørning sendte hilsen og roste Mogens G. Nielsens indlæg i Villabyerne. Det skal løbende forsøges at få optaget læserbreve eller nyheder iøvrigt i Villabyerne for at gøre opmærksom på foreningens eksistens og virke.

4. Parcelhusejernes Landsforening:
Birgit M. Lemvigh oplyste, at der i øjeblikket forsøges arrangeret et næste møde. Hun kunne samtidig oplyse, at P. L. har opnået forsikringsrabat for medlemmerne i Købstæderne.
P.L. vil udsende brev til bestyrelsesmedlemmer om foreningernes kontingent i P.L. og hvad man får for kontingentet.

5. Fællesrådet:
Birgit M. Lemvigh og Thor N. Callesen deltager i møde med Gentofte Kommune den 15. april 2008. Af emner til diskussion med kommunen er etablering af støjværn mellem Lyngbyvejen og Gentofte Sø med spørgsmål om kommunen vil deltage i udgifterne.
Birgit M. Lemvigh orienterede om, at det kan være et problem, at man ved spørgsmål om aktindsigt modtager materiale med dato for forespørgslens fremsættelse og at det således er svært at lave datoliste over en konkret sags forløb.
På mødet vil foreningen rejse spørgsmål om trafiksanering i Gentoftegade, som er helt kaotisk.
På generalforsamlingen blev rejst spørgsmål om parkering i Vindestræde. Spørgsmålet medtages til mødet med kommunen.

6. Lokale spørgsmål:
Eggert Frandsen oplyste, at han ønskede at blive frigjort fra opgaven med at orientere nye ejere om foreningens eksistens. Mogens G. Nielsen undersøger, hvorledes man kan få orientering om nye ejere i samarbejde med Eggert Frandsen og overtager derefter arbejdet.
Thor N. Callesen foreslog, at man i næste medlemsblad fremsætter forslag om, at personer, som skaffer nye medlemmer til foreningen, kan modtage en præmie, f.eks. en flaske vin.
Birgit M. Lemvigh oplyste, at man gerne så ejerforeninger som medlem af foreningen. De skulle i givet fald betale almindeligt honorar.

7. Medlemsarrangementer:
Mogens G. Nielsen foreslår et kommende arrangement med besøg på Vestforbrænding i efteråret. Det er muligt at arrangere det en lørdag og at indtage madpakke i lokalerne på Vestforbrænding. Arrangementet skal i givet fald omtales i bladet. Mogens G. Nielsen undersøger nærmere om muligheden.
Flemming Torp foreslog besøg på Gentoftes gamle og ny brandstation til efteråret og eventuelt Gentofte Hospital til foråret.
Et muligt medlemsarrangement kunne være at invitere Kasper Behrens, som er SSP-konsulent og endvidere invitere det lokale politi. Under mødet kunne holdes foredrag om indbrud i området og hvad man kan gøre for at forhindre dette. Emnet kan eventuelt omtales i en artikel i medlemsbladet.
100-års jubilæet den 19. juni 2009 var arrangeret til at kunne finde sted på rådhuset. Borgmesteren ønsker ikke åben reception, idet man ønsker at have kontrol med gæsterne. Alternativ mulighed overvejes.
Den 22. april 2008 afholdes generalforsamling i Gentofte Aktivitetshus. Det undersøges, om der er mulighed for at holde møder eller andet i aktivitetshuset, og admiral Kaj Torp og Svend Chr. Andersen deltager i generalforsamlingen, således at vi kan overveje at indmelde foreningen.
Birgit M. Lemvigh indkalder til møde om Skt. Hansfesten.

8. Bladet:
Hvervebrochuren blev omtalt. Den skal som omtalt revideres, og Jørgen Tjørning og Thor N. Callesen fremkommer med oplæg i løbet af maj måned. Hvervebrochuren vil herefter kunne udsendes sammen med øvrige materialer til nye ejere af ejendomme i området.
Af emner til bladet, som påregnes udsendt i september/oktober måned, kan følgende emner medtages:
- Formanden har ordet
- Artikel fra admiral Kaj Torp om søens historie med erindringer fra mange års naboskab med søen
- Artikel fra den nye Park- og Vejchef, som skriver om sig selv og afdelingens funktioner
- SSP-konsulent, som fortæller om sikring af huse og lejligheder m.v.
- Omtale af besøg på Vestforbrænding
- Billeder fra Skt. Hansfesten
- Omtale af generalforsamlingen

9. Eventuelt:
Intet særligt.

10. Næste møde:
Næste møde blev aftalt til den 29. maj 2008 kl. 17.00 hos Jørgen Tjørning, Søtoften 19.

Ref.: Svend Chr. Andersen
Comments