Referater‎ > ‎

Best møde 2009.09.23

Referat af 4. bestyrelsesmøde i Gentofte Sogns Grundejerforening,
onsdag d.23 september 2009 kl. 17.00 hos Admiral Kaj Torp.


Tilstede var: Birgit M. Lemvigh, Thor N. Callesen, Admiral Kaj Torp, Jørgen Tjørning , Flemming Torp, Eggert Frandsen, Mogens G. Nielsen.og Svend Chr. Andersen.

Afbud: Ingen

1. Godkendelse af referat fra sidste bestyrelsesmøde

Referatet blev godkendt med bemærkning om, at der var indkøbt obligationer for kr. 150.000,00 og ikke som anført i sidste referat kr. 50.000,00.

2. Meddelelser fra formanden (A), kassereren (B) og bestyrelsen (C)

A: Birgit M. Lemvigh oplyste, at lokalplan for Vidarskolen, Søbredden og Gentoftes Sportspark var godkendt.
Birgit M. Lemvigh oplyste, at der var udsendt høring om revideret fredning af Vangede Mose som indebærer større adgang for publikum. Hun havde fået orientering om høringen gennem PL og vil nu kontakte miljøministeriet for at komme på udsendelsesliste.
Birgit M. Lemvigh oplyste, at referat fra Borgmestermøde den 21. April var udsendt og vil blive bragt på hjemmesiden. Referat fra dialogmødet med kommunen 2.12. 2008 var modtaget af foreningen.
Birgit M. Lemvigh orienterede om høring vedrørende Høghsmindevej 56, hvor Sonofon ønsker at opsætte en flagstang på 15m med antenne i toppen. Hun har skrevet til Gentofte kommune og givet udtryk for, at vi støtter indsigelser mod forslaget. Bestyrelsen fandt at et sådant ønske bedre kunne imødekommes, f.eks. ved stadion.

B: Jørgen Tjørning oplyste, at der nu var 1293 medlemmer mod på samme tidspunkt sidste år 1313, altså en tilbagegang på 20 medlemmer. Møde om støj har medført medlemstilgang på ca. 28 medlemmer.
1.ste. kvartal 2010 foretages initiativer til ny medlemstilgang, f.eks. med artikel i Villabyerne, omtale af foreningens arrangementer i avisen m.v.
Udgifterne til foreningens 100 års jubilæum var nu opgjort til ca. kr. 126.000,00. Alle var enige om at jubilæet var vellykket.
Jørgen Tjørning oplyste, at det meget vellykkede Sct. Hans arrangement gav et overskud på ca. kr. 3.900,00 mod et forventet underskud på kr. 15.000,00.
Jørgen Tjørning oplyste, at han vurderede, at foreningens resultat for 2009 ville være ca.kr. 0,00.

C: Bestyrelsen i øvrigt: Bestyrelsesmedlemmerne beklagede, at Villabyerne ikke deltog eller omtalte jubilæet, uanset invitation. Bladets prioritering af aktuelle begivenheder i kommunen gav anledning til undren.
Bestyrelsen drøftede mulighederne for at få større omtale af foreningens virksomhed, og det blev aftalt, at Thor N. Callesen tager kontakt til avisen for at drøfte et forbedret fremtidigt samarbejde til fælles gavn.

Mogens G. Nielsen orienterede om støjmødet i juni måned 2009.Der var udsendt brev til samtlige kommunalbestyrelsesmedlemmer med anmodning om, at medlemmerne bekræftede, at de ville støtte en række tiltag til at dæmpe støjen fra Lyngbyvejen, f.eks. støjsvag asfalt, støjskærme, hastighedskontrol m.v.. Der var modtaget positiv tilbagemelding fra V og SF.

Eivind Vesselbo fra V ville undersøge om miljøpuljen kunne anvendes til formålet, idet han mente, at dette kunne være en hurtigere mulighed for at skaffe økonomiske midler.
Mogens G. Nielsen oplyste, at vejdirektoratet på mødet oplyste, at asfalt på Lyngbyvejen forventes udskiftet om ca. 2 år, og at det i givet fald vil være med støjsvag asfalt.

Jørgen Tjørning og Svend Chr. Andersen undersøger kommunens regler for støj fra naboer med diverse motorredskaber med baggrund i en henvendelse fra et medlem.
Det blev oplyst, at kommunens støjhandlingsplan endnu ikke var fremkommet og stadigvæk ikke var behandlet i kommunen, uanset at den skulle have foreligget i efteråret 2008.

3. Parcelhusejernes Landsforening (PL):

Birgit M. Lemvigh udsender referat fra Landsmødet den 24. juni 2009. I referatet angives beregning af kontingentbetaling. Regnskabet for 2007 blev godkendt og udviste et overskud på ca. kr. 465.000,00.

4. Fællesrådet:

Thor N. Callesen omtalte dagsordenen for nyt borgmestermøde den 29. september 2009, hvor foreningen er involveret i dagsordenen pkt. 6, hvor foreningen stiller forslag om at hæve vægtgrænsen på 15 kg for renovationssække til f.eks. 20 eller 25 kg. Dagsordenens pkt. 8 behandler foreningens ønske om, at der snarest findes en løsning på parkeringsproblemer i kommunen.
Bestyrelsen bemærkede, at der var en række opfølgningspunkter, som burde behandles aktivt af kommunen.
Thor N. Callesen omtalte afskedsmøde med Flemming K. Larsen og oplyste, at de nye kontaktpersoner er Henning Uldal og Lene Hoffmann. Bestyrelsen var enige om, at der stadig skulle afholdes borgmestermøder og møder med Vej og Park, da den gensidige orientering var værdifuld.

5. Lokale spørgsmål:

Birgit M. Lemvigh oplyste, at forslag om forhøjelse af den gamle Nettobygning, som blev omtalt i sidste referat, nu var trukket tilbage af kommunen med baggrund i bl.a. foreningens indsigelse.
Eggert Frandsen oplyste, at han var blevet kontaktet af ejeren af Helsebakken/Kirkehøj. Han havde bidraget til en løsning, hvor det blev tilladt at få overdækket en udvendig trappe som en bygningsdel med tinglysning af deklaration om naboens accept af, at bygningsdelen ikke overholdt det normale afstandskrav på 2,5m.
Kommunen færdiggør i øjeblikket pontonbroen i Gentofte Sø. Broen har længe været et emne i bestyrelsen, og man var enige om at medvirke til omtale af broen. Der er indvielse af broen den 8. oktober 2009 kl. 14.30. Birgit M. Lemvigh kontakter Villabyerne for at få en notits i bladet om arrangementet, og der medtages en artikel i vort næste blad om broen. Artiklen lægges på foreningens hjemmeside.
Flemming Torp opfordrede til, at der blev oprettet link til hhv andre foreninger og Gentofte Kommune.

6. Medlemsarrangementer:

Bestyrelsen diskuterede mulige medlemsarrangementer. Det kunne f.eks. være et møde med deltagelse af DONG med orientering om jordvarme, solvarme etc.
En anden mulighed var et arrangement til Nordvand med orientering om den fælles vandforsyning.
Admiral Kaj Torp foreslog et medlemsarrangement på restaurant Bag Kroen, hvor man kan købe billetter til det forventede antal deltagere. Der er mulighed for at få en menu og se teaterforestillingen Mord på Slottet. Mulighederne undersøges, hvorefter der tages stilling til arrangementet.

7. Bladet:

Jørgen Tjørning gennemgik den foreløbige disponering af næste medlemsblad og forelagde tidsplan. Bladet forventes uddelt 1. uge i november 2009.

8. Eventuelt:

Eggert Frandsen oplyste, at han ikke genopstiller til næste generalforsamling.

9. Næste møde:

Næste møde er aftalt til mandag den 7. december 2009, kl. 17.00 hos Svend Chr. Andersen, Gentoftegade 48. 3. Th., 2820 Gentofte.

Ref.: Svend Chr. Andersen  
Comments