Referater‎ > ‎

Generalforsamling 20140410

GSG – Grundejerforening for Gentofte og Vangede

Referat, Generalforsamling 10. april, 18.30 på Gentofte Rådhus

 

1.   Valg af dirigent.

Jørgen Jacobsen blev valgt

2.   Formanden aflægger beretning om foreningens virksomhed.

Formand Birgit Lemvigh aflagde kort beretning om de aktiviteter, som GSG har gennemført i løbet af året. Der har været gennemført fire bestyrelsesmøder incl. et strategiseminar og to Borgmestermøder herunder aktiviteter i fællesrådet. Ligeledes løbende ad hoc møder med Park og Vej omkring konkrete forespørgsler, som GSG-medlemmer har rettet til bestyrelsen. På medlemsaktiviteter har der været gennemført den traditionelle Sank Hans fest ved Gentofte Sø, orkidetur i Nymosen og så et yderst velbesøgt Energiarrangement på Gentofte Rådhus med deltagere fra Gentofte Fjernvarme, Naturgas HMN og Olieselskabet OK.

Det er gratis at blive medlem af Realdania, som både udgiver et medlemsblad og sender nyhedsbreve med godt og relevant indhold for husejere.

Der blev kort diskuteret lokalplaner, herunder Gentofte renden. Der var enighed om at det er vigtigt at GSG fortsat forholder sig til og engagerer sig i lokalplanhøringer samt er med til at informere om relevante forhold i relation til lokalplaner.

Ligeledes blev de nye parkeringsregler diskuteret. Der er dispensation for disse i Gentofte, således at det igen er lovligt at parkere med to hjul på fortovet.

Det nye affaldssystem blev diskuteret, da der har været tilfælde, hvor affaldsbeholdere ikke bliver stillet korrekt på plads efter tømning. De konkrete sager er blevet løst, men foreningen vil følge den fortsatte implementering af det nye affaldssystem tæt.

Sidst, men ikke mindst, takkede Formanden Kaj Torp for lang og tro tjeneste, indsats og engagement i foreningen gennem 44 år.

Kaj takkede og underholdt med historien om, hvordan han i sin tid blev valgt ind i foreningen, da han blev ansvarlig for bådudlejningen ved Gentofte sø. Man kan stadig leje både hos Kaj, og man kan læse flere sjove og underholdende historier fra Kajs tid i foreningen i det seneste nummer af GSG-Nyt.

3.   Det reviderede regnskab fremlægges til godkendelse. Regnskabet er trykt i bladet, der er udsendt sammen med denne indkaldelse.

Kasseren Jørgen Tjørning fremlagde regnskabet, som blev godkendt med applaus.

Der blev spurgt, om der var et mål med egenkapitalen. Foreningens holdning er, at egenkapitalen skal modsvare et års kontingentopkrævning.

4.   Fastsættelse af kontingent for år 2015.

Kontingent for 2014/15 blev fremlagt af næstformanden Thor N Callesen. Det blev vedtaget at fastholde de nuværende kontingent satser, 195 Kr. ved indbetaling på girokort og 175 Kr. ved tilmelding og betaling via Betalingsservice.

5.   Valg af bestyrelsesmedlemmer:
Birgit Lemvigh og Kaj Torp er på valg. Kaj Torp ønsker ikke genvalg, mens Birgit Lemvigh er villig til at modtage genvalg.

Birgit Lemvig blev genvalgt.

Torben Schipper blev valgt ind i bestyrelsen. Torben er leder af Rytmisk Center i København.

Da Mogens Nielsen er udtrådt af bestyrelsen, søger bestyrelsen stadig 2 bestyrelsesmedlemmer.

Interesserede kan henvende sig til formanden eller næstformanden på mail eller telefon. Se opslag om dette på foreningens hjemmeside 

6.   Valg af 1 revisor og 1 suppleant:
Poul Callesen er revisor og er villig til at modtage genvalg. Revisorsuppleant er Inger Lise Rytter som ligeledes er villig til at modtage genvalg.

Både Poul Callesen og Inger Lise Rytter blev genvalgt med applaus.

7. Eventuelle forslag.

8. Eventuelt.

Der var mødt 43 deltagere op til generalforsamling samt hele den siddende bestyrelse.

Efter afslutningen på generalforsamlingen underholdt Programchef Lennie Clausen fra Realdania med, hvad Realdania arbejder med samt fortalte om store og små projekter, som Realdania har støttet og involveret sig i.

 

Generalforsamlingen blev som vanligt afsluttet med fælles spisning i rådhusets kantine, hvor der blev serveret en særdeles delikat og varieret buffet.

 

Bestyrelsen takker for endnu en god generalforsamling samt god ro og orden under hele mødet.

Referent Morten Gjøl.