Referater‎ > ‎

Generalforsamling 2015

Referat fra generalforsamlingen 23. april 2015, Gentofte Rådhus

1. Valg af dirigent og referent

Som dirigent blev advokat Jørgen Jacobsen valgt og som referent Torben Schipper

2. Formandens beretning

Formand Birgit Lemvigh præsenterede indledningsvis bestyrelsesmedlemmerne og udtrykte mindeord for Kaj Torp. I årets løb har bestyrelsen afholdt 4 ordinære møder samt et større antal møder i div. under-udvalg, herunder i forretningsudvalget og i forbindelse med GSG’s Skt. Hans arrangement.
Eksternt har GSG været repræsenteret ved Fællesrådets 2 årlige møder med borgmesteren og har deltaget i det årlige dialogmøde med kommunens Park og Vej-forvaltning.  De sager, der har været behandlet på disse møder publiceres på GSG’s hjemmeside, og omhandler typisk forhold af mere overordnet karakter som f.eks. parkeringsforholdene i kommunen, vejskiltning, fortovsgenopretning, kommunens affaldsplan m.v. Af lokale sager har GSG på dialogmødet, foranlediget af medlemshenvendelser, haft særlig fokus på Gentofte Renden og høje træer, som kommunen har klassificeret som bevaringsværdige.    
Yderligere er GSG medlem af Garderhøj Fortets Venner, Lokalhistorisk forening og Parcelhusejernes Landsforening, hvor vi tillige er repræsenteret i landsforeningens hovedbestyrelse. 
Ordrup  grundejerforening har opponeret over GSG’s valg af logo med grafisk gengivelse af Bernstorffs støtten (fra 1783), som de mener er en kopi af deres støtte, men imidlertid er deres logo en gengivelse af den betydeligt yngre støtte på 5-vejen. Et andet debatemne i årets løb har været foreningens navn. Foreningens officielle navn er fortsat Gentofte Sogns Grundejerforening, men som binavn anvendes GSG Grundejerforeningen for Gentofte og Vangede.
I årets løb har GSG arrangeret Skt. Hans, og af medlemsarrangementer nævnes ”Når huset skal sælges” og i efteråret blev der indbudt til foredrag med Bolius om energirenovering. Sidstnævnte måtte desværre aflyses grundet for få tilmeldte.
Formanden efterlyste i den forbindelse forslag fra medlemskredsen til nye medlemsarrangementer.  

Beretningen taget til efterretning, med de efterfølgende bemærkninger, at når foreningen anvender omhandlede binavne, så er der tale om en beskrivende form, d.v.s. at GSG er grundejerforeningen for Gentofte og Vangede. I tillæg kan f.eks. i markedsføringssammenhæng anvendes Gentofte Vangede Grundejerforening ol. Inkluderende navne.

3. Revideret regnskab fremlægges til godkendelse

Regnskabet er trykt i medlemsbladet, der er udsendt sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen. Kassereren Jørgen Tjørning gennemgik de enkelte regnskabsposter og modsvarende budgetposter for 2015.
Fremhævede bl.a. posten med kontingentet til Parcelhusejernes Landsforening, som udgør ca. 50,- kr. pr. medlem, hvilket kun er det halve af kontingentet for enkeltmedlemmer. En ekstraordinær post i 2014 var hvervekampagnen, som umiddelbart gav hen ved 35 nye medlemmer.
Jørgen sluttede af med en tak for de mange år med regnskabet og medlemsbladet, men vælger nu at trække sig p.g.a. sin fraflytning fra Gentofte.

Regnskabet blev godkendt med applaus

4. Fastsættelse af kontingent for 2016

Bestyrelsens forslag om uændret kontingent blev godkendt

5. Valg af bestyrelsesmedlemmer

Tre medlemmer er på valg. Thor N. Callesen og Jørgen Tjørring ønsker ikke genvalg. Formanden beklagede begges ønsker om at udtræde og takkede begge for deres store og mangeårige indsats for GSG. Begge takkede selv for årene med de mange positive resultater, der er opnået for GSG.
Flemming Torp var villig til genvalg og blev valgt med applaus.
Dirigenten konstaterede, at der ikke var andre kandidater. Formanden opfordrede medlemmerne til at støtte op om bestyrelsens arbejde og henvende sig, hvis man skulle være interesseret i at opstille til bestyrelsen.

6.  Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant

Poul Callesen blev genvalgt som revisor og Inger Lise Rytter blev genvalgt som revisorsuppleant. Begge med applaus.

7. Eventuelle forslag

Dirigenten konstaterede, at der ikke var indkommet forslag.

8. Eventuelt

Der blev spurgt til bådene. Formanden meddelte, at der i denne sommer er indgået aftale med kommunen om, at de vil forestå udlejningen.
Et medlem spurgte til GSGs holdning i sagen om Gentofte Rende. Bestyrelsen har været opmærksom på de berørte medlemmers indsigelse over kommunens vandafledningsplan og har fulgt sagen op på borgermøder og i dialogmødet med Park og Vej.  Imidlertid må bestyrelsen konstatere, at man ikke besidder en ekspertise, der kan imødegå kommunens planer, og derfor har bestyrelsen måtte vælge at tage kommunens plan til efterretning.
Generelt opfordrede Helle Harremoes fra bestyrelsen alle medlemmerne til at huske at underrette om deres mailadresse for at smidiggøre medlemskommunikationen samt at tilmelde deres kontingentbetaling til PBS, som både kan spare medlemmet og foreningen for penge.

Både dirigenten og formanden takkede herefter for god ro og orden ved generalforsamlingen, hvor der var mødt 42 deltagere samt den siddende bestyrelse.

Efter generalforsamlingen var der oplæg om haven netop nu ved en repræsentant fra Planteskolen Grønne Hjem, og efterfølgende spisning i Rådhusets kantine.  

 

Referent Torben Schipper

Comments