Referater‎ > ‎

Gentoftegade renovering

Møde på Gentofte Rådhus onsdag den 6. februar 2013 kl. 19 om renovering af Gentofte Bymidte / Gentoftegade

På mødet onsdag den 6. februar var salen helt fyldt, og alle de fremmødte blev budt velkommen af borgmester Hans Toft, som kunne fortælle, at der var bevilget 15.000.000 kr. til forskønnelse og renovering af Gentofte Bymidte. Det var ikke et færdigt forslag, som borgerne fik forevist, og det var derfor svært for de mange fremmødte at vide, hvad de skulle forholde sig til. Ikke desto mindre kom der mange gode spørgsmål og idéer frem på mødet fra de mange fremmødte.

Arkitekt Michael Holst fra Plan og Byg i Gentofte Kommune viste nu nogle tegninger og fortalte om hensigter og idéer. Heraf fremgik det, at det kun var stækningen fra krydset Adolphsvej / Gentoftegade til krydset Baunegårdsvej /Søgårdsvej/Gentoftegade, som var medtaget i renoveringen. Arkitekten fortalte om sine tanker om at forbinde Gentofte Bymidte og Sø rent arkitektonisk og botanisk, men at der på nuværende tidspunkt ikke er bevillinger til dette.

På de viste tegninger kunne man se, at parkeringspladserne på torvet skulle fjernes til fordel for et torv med træer og liv, men at man ville bevare de resterende parkeringspladser på Gentoftegade og indskrænke kørebanen således, at bilerne bliver tvunget til at køre langsommere. I det eksisterende forslag er der ikke plads til cykelstier, fordi gaden bibeholdes med trafik i begge retninger.

Borgmester Hans Toft og Niels Christian Koefoed fra Park og Vej kunne fortælle, at de træer, som man ville plante på torvet, hvor parkeringspladserne skulle nedlægges, var så tynde og luftige, at de ikke ville skabe problemer for de borgere, som bor i en af lejlighederne på Gentoftegade.

Herefter kom borgerne med idéer og spørgsmål. Der var kritik af de manglende cykelstier, som det ikke er muligt at skaffe plads til i det eksisterende forslag.

Borgmesteren gav udtryk for, at alle forslag ville blive hørt, men sagde også, at der ikke kunne blive tale om en gågade som ”Strøget” i København eller en ensretning af Gentoftegade, fordi han mente, at det ville gå ud over de handlende på Gentoftegade.

Derfor er det eksisterende forslag ikke en større ændring af Gentoftegade, men blot et torv med nogle træer og en løsning, som ligner Lyngby Hovedgade.

Borgerne kom med mange gode idéer, som Borgmester Hans Toft lovede, at man ville overveje i kommunen. En borger omtalte det farlige i glatte chausse sten på torvet og ønskede et mere sikkert underlag – mange borgere ønskede en rundkørsel som på Femvejen i krydset Baunegårdsvej/Søgårdsvej/Gentoftegade – andre borgere ønskede cykelstier på Gentoftegade og endelig foreslog nogle borgere en egentlig trafiksanering med ensretning af Gentoftegade på grund af de dårlige pladsforhold. Det blev også foreslået, at man kunne skaffe flere parkeringspladser ved at lave skråparkering i båse på begge sider af den tilstødende Søgårdsvej på det brede stykke ved krydset, og en borger foreslog en inddragelse af det brede stykke fortov ud for Nordea.

Imidlertid stod det tilbage, at det stadigvæk ikke vil blive muligt at cykle sikkert på Gentoftegade i det fremlagte forslag, fordi forslaget prioriterer bilernes færdsel i begge retninger højest. Dog vil bilernes hastighed blive nedsat betydeligt med det eksisterende forslag.

Gentoftegade er forholdsvis smal ligesom en del af fortovene ejes af grundejerne. Dette begrænser mulighederne, og Borgmester Hans Toft udtrykte derfor, at han håber på et godt samarbejde med grundejerne, så man kan finde løsninger til at forbedre færdslen, handlen og livet i Gentofte Bymidte.


Kirsten Elvstrøm
Comments